Hvis vi havde et klart og entydigt svar på det, så kunne vi spare mange psykologtimer!
Men selvom der ikke er et entydigt svar, kan vi godt dykke lidt ned i, hvor mange forskellige faktorer, der faktisk kan spille ind.
Indledningsvist er det ret vigtigt, at du er med på, at det altså ikke betyder, at der er en overhængende fare for, at du udvikler fødselstraumer, fordi du kan vinge en eller flere af de punkter jeg nu gennemgår af. Der er masser af individuelle faktorer, som der ikke er taget højde for her. Det betyder bare, at der statistisk set er en lidt højere risiko. Bliver du alligevel bekymret og skal føde indenfor nærmere fremtid, så ræk ud og tal med nogen om dine bekymringer. Hvis du vurderer, at du har brug for hjælp, så find en psykolog, der kan hjælpe dig med forebyggende værktøjer, så du kan føle dig psykisk klar til din fødsel.
Først og fremmest kan der være nogle forudgående hændelser i livet, som kan gøre dig mere disponeret for at få fødselsrelateret PTSD. Det drejer sig bl.a. om:
- Tidligere psykisk lidelse (f.eks. angst eller depression).
- En tidligere stillet PTSD-diagnose.
- Tidligere i livet at have været udsat for seksuelle overgreb.
- Fødselsangst under graviditeten.
- Komplikationer undervejs i graviditeten.
Dette er ikke en udtømmende liste, men blot nogle af de konkrete forudgående problemstillinger, der kan betyde, at der er en øget sårbarhed.
Her er det vigtigt lige at berøre temaet skyld. At noget iboende mig kan være med til at gøre mig mere sårbar og i højere risiko for at udvikle fødselstraumer, er ikke det samme, som at det er min skyld. Det ved de fleste af os godt rationelt (ellers kan du bare kigge op på punkterne i listen igen og spørge dig selv, om du ville synes, at din bedste veninde kunne gøre for det, hvis hun f.eks. havde haft en depression tidligere.. nej, vel?), men alligevel kan det godt nogle gange komme til at føles som vores skyld. Har du det sådan, selvom du godt ved, det ikke hænger sådan sammen, så husk at sig det højt til din psykolog, hvis du en dag får brug for at starte i traumebehandling. Det må gerne blive adresseret som noget af det første, når vi påbegynder et traumebehandlingsforløb, fordi den medfølgende skyldfølelse kan være med til at forplumre traumet, og gøre behandlingen lidt mere kompleks. Der skal muligvis nogle lidt andre metoder til at slippe af med skyldfølelsen, end der er inkorporeret i selve traumebehandlingen. Lidt ligesom du ikke tager din allergimedicin, når du har hovedsmerter – der skal bruges et andet præparat. Din psykolog vil selvfølgelig også selv have en opmærksomhed på dette.
Udover de forudgående faktorer, der kan spille ind, peger forskning på to faktorer under fødslen, der kan have betydning for, om vi udvikler fødselstraumer.
Det drejer sig for det første om graden af interventioner, komplikationer og akutte situationer, der opstår undervejs i fødslen. Interventioner kan eksempelvis være at fødslen bliver igangsat, at der lægges vestimulerende drop, at der gives medicin undervejs, at der forløses via sugekop eller kejsersnit.
Kort sagt, at der gøres noget, som afbryder fødslens naturlige gang.
Komplikationer og akutte situationer hænger ofte sammen og kan føre til, at dit barn har brug for særlig hjælp. At det kan være potentielt traumatisk kan de fleste levende sætte sig ind i.
Hvad der efter min mening er mest interessant er, at den anden faktor, der ser ud til at have allerstørst betydning for efterfølgende at udvikle fødselstraumer, er den fødendes oplevelse af manglende støtte og omsorg fra andre personer involverede i fødslen. Hvis vi ikke føler os trygge under fødslen, hvis vi ikke føler os lyttet til, talt henover hovedet på, hvis vi har følelsen af, at kontrollen bliver taget fra os, betyder det faktisk mere for, hvordan vi har det efterfølgende.
En lille krølle på det er, at hvis den fødende omvendt føler en høj grad af støtte og omsorg fra andre i et fødselsforløb præget af mange interventioner, komplikationer eller noget akut, der opstår undervejs, så virker den støtte og omsorg som en buffer, der gør det mindre sandsynligt, at hun efterfølgende udvikler PTSD, selvom det på papiret har været en svær fødsel.
Det, der gør det interessant fra mit perspektiv er, at det ser ud til, at det der har størst betydning for udviklingen af traumer, også er noget vi har en reel chance for at forebygge ved at sikre den fødende den psykologiske sikkerhed der er i at være i trygge omgivelser præget af støtte og omsorg.
Det er ofte ikke fødslen i sig selv, der skaber traumer, det er omstændighederne omkring den.
