Babyliv og parforhold

Ammetraumer – findes det?

Specialpsykolog, Anne Aagaard Seeberg

Et emne vi ikke taler så meget om, er hvorfor amning, eller rettere sagt et mislykket ammeforløb, kan forårsage stor sorg, være afgørende for udviklingen af efterfødselsreaktioner og i nogle tilfælde endda beskrives som traumatisk.

Nok er de fleste med på, at amning har mange gode egenskaber, men vi er også i bedste mening meget hurtige til at afvise betydningen af amning, hvis nogle vi kender, har måttet opgive at amme og er triste over det.

“Herregud, det er jo bare mælk – giv en flaske i stedet, det er der da ingen børn, der er døde af!”.
For mange er det selvfølglig en trøst. Tænk, hvis der ikke fandtes modermælkserstatning, så var det jo en livstruende situation.
Men for nogle kvinder er disse velmenende ord faktisk med til at gøre det endnu sværere at forstå, hvorfor en tilsynelandende mindre detalje, som hvor min baby får sin mælk fra, alligevel kan medføre så megen sorg og fortvivlelse, vrede og ikke mindst utilstrækkelighedsfølelse. Nu toppet op med skyldfølelse over ikke bare at “komme videre” og slippe det.
Men der er biologisk set gode grunde til, at vi ikke nødvendigvis bare kan slippe det.
Det vil jeg skrive lidt om her.

Kvindekroppen er ret fantastisk. Den kan producere modermælk, og er designet til, at vi kan amme vores børn, når de er blevet født.
Amning er knyttet til en fundamental kropslig funktion, som har været til stede al den tid, vi mennesker har eksisteret.

Til at begynde med produceres mælken helt automatisk, og vi skal aktivt bremse processen, hvis vi ikke ønsker, at mælken skal løbe til. Senere er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, hvor meget mælk, kroppen producerer. At kvinder kan amme, er ikke det samme, som at vi skal – det er en vigtig distinktion.

Når jeg nævner biologien, er det fordi den kropslige proces, der sætter i gang under en graviditet, gør amning til noget instinktivt.
Vi har en medfødt tilbøjelighed til at tage vores nyfødte børn i favn og lægge dem til brystet.
Det giver i et evolutionært perspektiv god mening, da forskellen på at amme eller ikke amme tidligere var et spørgsmål om overlevelse.
Obs! Det er vigtigt at tilføje, at dette instinkt for mange af os kan ligge på et meget lille sted i dag, fordi vi sjældent har amning tæt inde på livet, før vi selv bliver kastet ud i at skulle prøve kræfter med det selv. Derfor er det heller ikke spor unormalt, når vi ikke spontant får lyst til at lægge vores nyfødte til brystet.

I dag er der heldigvis ikke tale om liv og død, når vi vælger at amme eller give modermælkserstatning til vores børn, så hvorfor overhovedet nævne den del?

For mig som psykolog er det relevant at prøve at forstå, hvorfor så mange kvinder oplever det som et stort tab ikke at kunne amme. For det er der mange, der gør. For nogle i en grad, hvor det får konsekvenser for deres psykiske velbefindende. Et mislykket ammeforløb kan på ulykkelig vis farve deres oplevelse af at være blevet mor i negativ retning. “Det gik ikke godt med fødslen, og det her kan jeg heller ikke finde ud af” er en klassiker. Vi har desværre nogle gange en tendens til at beskylde os selv for ting, vi ikke selv kan gøre for.

I den forbindelse kan det at blive mindet om, at amning engang var et spørgsmål om overlevelse, måske være med til at give en forklaring på, hvorfor det er sorgfuldt og svært at måtte afbryde et ammeforløb.

Kvinder, jeg taler med, beskriver det som både smertefuldt, forbundet med sorg, vrede og følelser af utilstrækkelighed, når amningen ikke lykkedes.
At det biologisk er indlejret i os at ville amme, kan være – dermed ikke sagt, at det er – en grund til, at det er så svært at acceptere, når det ikke lykkedes.

Nyere forskning peger på, at kvinder først og fremmest beskriver det som et chok, når de af forskellige årsager ikke kan amme. Noget tyder altså på, at vi forventer, at vi vil være i stand til at amme.
Når amning hænger sammen med en basal kropslig funktion, er det vel i grunden heller ikke så mærkeligt, at vi bliver chokerede, hvis det ikke fungerer?
Vi ville højst sandsynligt reagere, hvis vi mistede hørelsen, eller blev lam i benene!

Det er muligt, at vi rationelt kan fortælle os selv og andre, at det er lige meget – at vi bare kan give modermælkserstatning i stedet. Her tror jeg, at vi bliver vi nødt til at forstå, at amning er meget mere end ernæring. Det er også nærhed, tryghed, tilknytning og meget mere. Det er derfor også mere komplekst end som så – og det giver god mening, hvis det også følelsesmæssigt er svært frivilligt at måtte afbryde eller opgive amning.

Har du været helt uberørt af at måtte opgive amning, så er der ikke et problem.
Har du givet modermælkserstatning fra start, og nydt godt af den beslutning, så vid, at dit valg er helt normalt, og dine følelser omkring det er lige så almindelige, som det modsatte.
Der er ikke et rigtigt og forkert her.

Nogle kvinder vil gerne amme, nogle vil ikke.
Nogle kvinder forsøger at amme, men er okay med, at det ikke lykkedes.
For andre igen er det en stor sorg. Vi er forskellige, og det skal vi respektere.

Pointen er, at de kvinder, jeg her taler om, er dem, der oplever det som en sorg ikke at kunne amme.
Det er urimeligt overfor de kvinder, for hvem mislykkede ammeforløb har medført stor sorg og smerte, at de skal bebyrdes yderligere med skyldfølelse over at have disse svære følelser, og ikke uden videre at komme over det.
For dem er det ikke lige meget. For dem er det et tab af noget, der var betydningsfuldt.

Den gode mor sidder ikke i brysterne, men hvad hjælper det, hvis det at amme mit barn er alt jeg nogensinde ønskede mig at kunne som nybagt mor?
Eller hvis jeg føler mig virkelig ramt, selvom jeg slet ikke regnede med, at det ville fylde så meget for mig?

Hvis vi bliver bedre til at forstå og anerkende den følelsesmæssige indvirkning, det har på mange kvinder ikke at kunne amme, kan vi bedre forebygge den kaskade af uheldige psykiske konsekvenser, det kan medføre, og hjælpe med den psykiske heling, hvis det bliver nødvendigt.
Det starter med, at vi sørger for, at alle de kvinder, der gerne vil amme, lykkedes, så vidt muligt, med det.

Hvordan skaber vi så de bedste betingelser for et vellykket ammeforløb?

Nu har jeg brugt ordet instinktiv omkring amning. Rimer det ikke på nemt?! Nej. At det er en del af vores biologi, betyder ikke, at det nødvendigvis er let at amme. Og instinktiv adfærd kan som sagt godt være pakket ret godt af vejen, hvis det er en adfærd vi stort set aldrig er i forbindelse med.

Der kan være nogle helt konkrete, praktiske grunde til, at amningen ikke fungerer, såsom barnets sutteevne, sutteteknik, brystvortens udformning – for bare at nævne nogle få. Her vil der ofte være konkrete tiltag at sætte ind med, så amningen kan komme til at fungere.
En i nogen grad overset årsag er, hvordan psykologisk stress kan have en fysiologisk indvirkning på os, og herigennem påvirke kroppens evne til at producere mælk. Og hvad gør vi så for at mindske den stress?

Først og fremmest skal vi have fundamentet på plads, når vi skal påbegynde amning; sikre os, at der er et gunstigt (kærligt, omsorgsfuldt, afstressende og roligt) miljø omkring den nybagte mor. Med døgnåben adgang til rigelige mængder nærende mad og drikke – gerne serveret i sengen!
Et miljø, der får alle ammehormonerne til at strømme igennem kroppen, og mælken til at flyde. Et miljø der måske ikke altid rimer lige godt på massevis af barselsbesøg og huslige krav til den nybagte mor.

Det er så banalt, og samtidig så utrolig overset, og ikke mindst udfordret i praksis. Det kræver hjælpende hænder fra andre omsorgspersoner, der er der for dig, og ikke kun kommer for at beundre din nye lille baby.

Vidste du i øvrigt, at din fødsel påvirker produktionen af disse ammehormoner, og dermed spiller en rolle for din opstart af amning? Nok engang et sted, hvor vi overser den vigtige sammenhæng mellem fysiologi og psykologi.

At få at vide gennem hele graviditeten, at amning er vigtigt, og så efter fødslen ikke at opleve, at man har fået den nødvendige støtte og hjælp til at få amningen til at lykkedes, er en virkelig sørgelig affære.
Tag sagen i egen hånd; gør dit forarbejde og vær forberedt på, at der kan være behov for at række ud efter ekstra hjælp – at amning er naturligt, betyder nemlig langt fra, at det er let og kommer helt af sig selv.

Er det gået galt, og har du brug for bearbejdning af et svært ammeforløb, så er der hjælp at hente ved at få forløbet bearbejdet ved en psykolog, der kender til området. For jo, ammetraumer findes.

Vil du læse mere?

Skal vi tale sammen?
Skriv til mig

Nogle gange befinder vi os der i livet, hvor vi har brug for psykologisk førstehjælp.

Der er mange gode grunde til, at den livsfase, hvor vi får små børn, er særlig svær. Det har jeg gjort til mit livs mission at hjælpe med, fordi kvinder og mænd, der har gode oplevelser med graviditet, fødsel og den første spæde tid med baby, giver sunde og mentalt velnærede børn – og forældre – på den lange bane.