Graviditet

Ufrivillig barnløshed og psykologisk stress

Specialpsykolog, Anne Aagaard Seeberg

Læser du med her, er der en vis sandsynlighed for, at du har haft, har, eller vil få fertilitetsudfordringer. Det er nemlig i dag den mest hyppige kroniske sygdom for aldersgruppen 25-45-årige.

Udover at det kan være fysisk slidsomt at gennemgå fertilitetsbehandling, kan den psykiske komponent over tid nedbryde selv den mest optimistiske lærke.

Hvorfor er det sådan? At sætte børn i verden, eller forventningen herom, kan for mange af os være enormt meningsgivende. Noget vi måske tænkte var en selvfølge. Og selv hvis det ikke er tilfældet, kan det være en stor sorg ikke at vide, om vi kan få den familie, vi drømmer om.

At ufrivillig barnløshed kan medføre sorg er naturligt. Det gør det dog ikke mindre smertefuldt, og der kan være brug for at bearbejde den sorg, lade den finde sin plads, så den ikke fylder alting, hele tiden, døgnet rundt.

Udover sorgen kan ufrivillig barnløshed også få os i kontakt med andre svære og komplekse følelser, som til tider kan gennemsyre alt. Det kan være følelser, som vi har svært ved at acceptere dukker op og som vi ikke ved hvordan vi skal håndtere. Det kan f.eks. være vrede, jalousi og misundelse, skyld- og skamfølelse. Det kan også være følelser af utilstrækkelighed, overvældende tristhed eller slet og ret afmagt.

De svære følelser kan være rettet mod os selv, vores partner, vores nærmeste, familie, venner eller endda helt fremmede, der måske har det, vi så brændende ønsker os; en gravid mave, en trillende barnevogn eller hvad der nu engang trigger os. Det kan være svært at rumme andres lykkelige omstændigheder, når vi selv kæmper bare for at holde ud. Ofte bliver disse ubehagelige følelser toppet op med en portion skamfølelse over, at vi ikke bare kan være glade på andres vegne.

Måske kan vi slet ikke genkende os selv, og nogle gange kan det føles så overvældende, at vi kommer til at trække os fra sociale sammenhænge og dermed bliver endnu mere isolerede med de svære følelser, fordi konfrontationen med andre føles, som at rive op i et åbent sår igen og igen. Det kan i nogle tilfælde kickstarte angstsymptomer; panikfølelse, hjertebanken, åndenød og lign, blot ved tanken om at være i en social kontekst, hvor fertilitetstematikken kan dukke op.

Det kan være en alvorlig identitetskrise, hvor det er nemt at komme til at tænke dårligt om sig selv. Nedsat selvtillid og lavt selvværd kombineret med en god portion tristhed, afmagtsfølelse, ensomhed og tab af mening kan samtidig hurtigt blive opskriften på en klinisk depression.

Samtidig kan det at gennemgå fertilitetsbehandling skabe gnidninger i parforholdet – vi kan komme til at tvivle på os selv eller hinanden. Hvis den ene part er årsag til fertilitetsvanskelighederne, kan der opstå skyldfølelse, utilstrækkelighedsfølelse, vrede og bitterhed – rettet mod den anden eller os selv. Det kan være sårbart, og vi er måske ikke enige om, hvordan det tackles bedst. Tanker kan opstå, såsom ”Er jeg en rigtig kvinde/mand, hvis jeg ikke kan give min partner et barn?” eller ”Bør vi være sammen, hvis vi ikke kan få børn med hinanden?”. Tanker vi rationelt kan affeje som urimelige, men som følelsesmæssigt bliver ved med at hjemsøge os og sætter sig fast i vores indre. Pludselig er det blevet svært at give eller modtage omsorg, eller yde selvomsorg, selvom det er det, vi allermest har brug for. Med kompleksiteten i alt det vi mærker, tænker, føler og reagerer på undervejs i et fertilitetsforløb, er det forståeligt, at vi kan komme helt derud, hvor vi går fra hinanden på grund af ufrivillig barnløshed. Det kan ganske enkelt føles for smertefuldt at blive sammen.

Hvad kan du gøre, hvis du kan genkende dig selv, eller måske både dig og din partner, i noget af dette eller noget lignende?

Allerførst er et vigtigt første skridt at få sat ord på det, du oplever. At få oplevelsen af, at du ikke er alene om at bære dette åg. At få en empatisk indlevende anden til at bevidne den svære situation du er i og støtte dig. Tale det igennem med dig. Hjælpe dig med helt tilbundsgående at forstå, hvad det er, du reagerer på.

For nogle er det rart at gøre med et familiemedlem eller en god ven. For andre kan de pårørendes sorg på dine vegne eller modsat manglende forståelse for din situation gøre det uhensigtsmæssigt. Måske er der ikke lige nogen, der er oplagt at dele det med. Her kan samtaler med en psykolog eller anden fagperson, der arbejder på feltet, hjælpe til at få taget hul på en sorgbearbejdning af, hvad der måske er begyndt at sætte sig som et traume – både kropsligt og mentalt.

Er du/I i gang med fertilitetsbehandling kan der være god gavn af et psykoterapeutisk forløb sideløbende hermed, hvor der f.eks. fokuseres på at få håndteret den angst og stress, der kan gennemsyre os. Desværre hænger psykisk stress og infertilitet ofte sammen, og vi kan derfor uforvarende komme til at spænde ben for vores egen fertilitet, når vi igennem længere tid har haft høje niveauer af stresshormoner strømmende gennem kroppen. Det er en ubarmhjertig besked at få, at vi helt uden selv at være skyld heri, kan være medvirkende til at graviditeten ikke lykkedes, og her er det vigtigt at være nænsom ved sig selv; vi gør det så godt vi kan. At træne sig selv i at kunne parkere, acceptere og håndtere de svære følelser undervejs, kan imidlertid være hjælpsomt, allermest selvsagt for vores mentale velbefindende, men sandsynligvis også for at fertilitetsbehandlingen rent faktisk får bedre vilkår for at lykkedes.

Der kan også være behov for samtaler af mere eksistentiel karakter. Hvem er jeg/vi, hvis ikke vi får børn? Hvad vil vi med vores liv? Hvad er meningen med tilværelsen? At være ufrivilligt barnløse kan for nogle opleves som tab af mening i tilværelsen. Det er vigtigt at få undersøgt om du har den udfordring og i så fald få ”løsnet op” for den overbevisning, så der kan blive plads til at andet i livet kan optage os og skabe mening.

Hvad ellers? Der er som med alt andet her i livet ikke én skræddersyet løsning, der passer til os alle. Måske er ovenstående problematikker slet ikke det du finder sværest, eller overhovedet det, du har brug for hjælp til!

Derfor vil mit råd være, at hvis du bokser med ufrivillig barnløshed og ønsker at gå videre med at opsøge psykologhjælp, at du tager en indledende samtale med psykologen, hvor du selv sætter ord på, hvad der kunne være hjælpsomt for dig – hvis du altså ved det. Eller at I sammen starter med at undersøge dette. Herudover er det vigtigt, at I sammen finder ud af, om I er et godt match til at samarbejde, hvad end der er brug for støttende samtaler eller psykoterapi. Det kan være godt givet ud, da du potentielt kan få et samarbejde med den pågældende psykolog, der også kan være frugtbart, hvis du eller din partner en dag har opnået en graviditet, men I har svært ved at turde glæde jer og/eller oplever en graviditet præget af angst, og har brug for støtte i den forbindelse.

Afslutningsvist er der kun tilbage at sige: Ufrivillig barnløshed er ikke for sjov, det kan være ekstremt nedbrydende psykisk. Ræk ud og søg hjælp, du er ikke alene.

Vil du læse mere?

Skal vi tale sammen?
Skriv til mig

Nogle gange befinder vi os der i livet, hvor vi har brug for psykologisk førstehjælp.

Der er mange gode grunde til, at den livsfase, hvor vi får små børn, er særlig svær. Det har jeg gjort til mit livs mission at hjælpe med, fordi kvinder og mænd, der har gode oplevelser med graviditet, fødsel og den første spæde tid med baby, giver sunde og mentalt velnærede børn – og forældre – på den lange bane.